February 3rd kultur \ debat & livsstil Er du på aftentur i området omkring Teglgårdstræde og Studiestræde, er der sandsynlighed for, at du ser to fyre komme gående hånd i hånd. Det gør de, mens de f.eks. er i gang med at beslutte sig for, om det er på Masken, Cosy eller Mens Bar, de skal starte deres aften. Sådan en beslutning er med garanti blevet truffet- om ikke partout hånd i hånd – så i hvert fald i tusindvis af gange repræsentanter for det lyserøde segment igennem tiderne.

’Pisserendekvarteret’  har nemlig  historisk set været et område, som har tiltrukket bøsser, lesbiske, transseksuelle og biseksuelle.

Pisserenden var fra tidernes morgen et gæstgiverkvarter, da det lå lige indenfor byportene. Derfor var der mange billige hoteller samt små og ofte snuskede værtshuse. Beboerne i  Pisserenden var hovedsageligt  fattigfolk, som ikke havde moralske skrubler overfor folk med anden seksuel observans. Derfor begyndte de homoseksuelle at komme på flere af kvarterets værtshuse.

Modviljen og foragten overfor homoseksuelle var ellers enorm i de første mange årtier af det tyvende århundrede. En episode fra Lise Nørgaards  firetyvende og sidste afsnit af tv-serien ’Matador’ illustrerer dette ganske godt: Mads Skjern smider sin søn og dennes franske ven ud af huset, da han opdager, at de omfavner hinanden. ”Han er jo syg i hovedet”, kommer det uden tøven og med en anselig foragt fra Mads.

Afsnittet skulle forestille at  være fra 1948, og det er netop i det år, at homoseksuelle begyndte at komme på ’Mandalay’ , der lå i Teglgårdsstræde 3 på samme adresse som Mens Bar ligger i dag. Gaden var også stedet, hvor de prostituerede hang ud ad vinduerne.  ’Mandelir’, som det blev kaldt i folkemunde, blev hurtigt et populært sted, der tiltrak sig en broget skare af bl.a. homoseksuelle,  trækkerdrenge og heteroseksuelle.

Længere nede mod Strøget lå Studiestræde, og der åbnede i 1949 Cosy Bar. Et år senere åbnede Apollo Bar på Vestergade og blev i en periode på fire år et tilholdssted  for både kvindelige og mandlige homoseksuelle. ’Kæmpeservitricen Viola ’ serverede på Apollo. Da Apollo lukkede blev hun senere kendt fra Mandalay.  I 1950 åbnedes endnu et nyt sted. Det hed Igils Bar og lå over for Cosy.  Igils Bar blev i 1961 omdøbt til Masken. Netop fordi Pisserendekvarteret  var tilholdssted for bøsser, havde søfolk tidligere forbud mod at komme i området, når de lagde til i København.

I en af sine erindringsbøger beskriver forfatteren Christian Kampmann, der selv senere sprang ud som biseksuel, sine ungdommelige oplevelser med homomiljøet og samtidig den førnævne foragt, homoseksulle blev udsat for: Han er på vej ind på det forbudte sted; Cosy Bar.  En kvinde, der sammen med en mand og en veninde er kommet ud fra en dansebeværtning ved siden af, peger på klyngen af mænd, der står og venter på at blive lukket ind: ” Der skal I se!”, råber hun. ”Her er de allesammen samlet!” Grinende skubber hun manden i siden. Manden laver en grimasse i morskab og væmmelse og og haler afsted med hende og den anden kvinde. ” Juhu! Har i det godt piger”, lyder det.

Men til trods for et samfund der åbenlyst kategoriserede homoseksuelle som perverterede og  afstum-pede, og et  sædelighedspoliti som var yderst på mærkerne, når det gjaldt om at jage homoseksuelle, forsøgte  bøsser og lesbiske at leve deres liv, som de lystede.

Det var i øvrigt ikke alle steder rundt omkring, der fra starten skiltede med, at de var et bøsseværtshus simpelthen af frygt for omverdenen. Som tiden gik ændrede andre steder sig fra at være, det vi i dag vil kaldes  for et ’Gay-friendly sted’  til et regulært bøsseværtshus .

I 1960’erne brød den seksuelle frigørelse frem, og i løbet af dette årti opfattes homoseksualitet ikke længere som en alvorlig samfundsmæssigt trussel og fare blandt den brede befolkning, men snarere som en medlidenhedsvækkende minoritet. Men selvom accepten over for homoseksuelle altså blev større , var der endnu lang vej for ligestilling.  Festglade homoer på Cosy, Masken, Fortuna Bar og hvad de forskellige nu hed, måtte eksempelvis kigge langt efter steder, hvor de kunne danse. Den daværende justistminister Knud Thestrup (K) ville nemlig ikke rokke ved en politivedtægt, hvor der stod:  ”Politiet må anse det for stridende mod orden og sømmelighed, hvis to mænd danser med hinanden.  I konsekvens heraf og i medfør af politivedtægtens §52 stk 1. vil politet skride ind og bringe forholdet til ophør, såfremt det kommer til dets kundskab, at en beværter i sit lokale tillader, at to mænd danser med hinanden”.  Politivedtægten blev først ophævet i 1973.

1970’erne begyndte der at spores en større livsglæde blandt de homoseksuelle og en tro på en bedre fremtid med fokus på homoseksuelles rettigheder.  Og det skulle fejres!  En masse nye og anderledes steder så således dagens lys - eksempelvis Copenhagen Gay Club i Studiestræde - der nærmest blev nabo til den nuværende  Amigo Sauna, som åbnede kabinerne i 1974. Men også klubben SLM: Scandinavian Leather Men, blev åbnet med inspiration fra London.  Dresscoden var læder - og, cowboytøj samt uniformer, ellers kom man ikke ind. Klubben startede i Schacksgade tæt på H.C. Ørstedsparken, men flyttede i 1993 til Studiestræde og senere til baghuset i Lavendelstræde.

Det meste af  1980’erne blev nogle sjove år i det københavnske bøssemiljø, og der var i den grad gang i gaden. Folk skejede meget ud. For dem var livet uendeligt.  Homostederne var fyldte af ubekymrede og  festglade folk ugen igennem. Men hen mod slutningen af 1980’erne, kom regningen for mange homoseksuelles letsindige livsførelse. Hiv og aids havde inficeret miljøet og kom til at sætte en ubehagelig dagsorden. I en af Christians Kampmanns romaner lader han en af hovedpersonerne beskrive situationen på følgende måde:  ” Tror du folk svarer ærligt på spørgsmålet, om de er postive? De positive har mere end nogensinde i deres liv behov for at blive rørt ved. Så de er nødt til at holde kæft eller lyve. Ellers bliver de behandlet som om de var spedalske.”

Bøssemiljøet var i starten af 1990’erne mere eller mindre trængt i knæ på grund af usikkerheden overfor hiv og aids. Dette satte sine spor – både i antallet af bøsser, der gik ud, og i måden de gik ud på.

I det nye årtusinde har pilen heldigvis peget den rigtige vej, og der er igen gang i gaden. På Studiestræde 12 åbnede eksempelvis Jailhouse Cph. Bar i 2002 dørerne for en restaurant og bar.

Nogle homosteder har drejet nøglen om. Andre har i kampen for dels at tiltrække og fastholde kunder valgt at renovere, som Cosy Bar, Masken og Never Mind, der ligger på Nørre Voldgade. Never Mind kalder sig i dag ’Gay Nightclub’ .

Denne artikel er en udvidet version af en artikel med samme titel, der blev publiceret i Københavneravisen i april 2009, men revideret i 2012.

Historiske kilder: Byhistoriker  Allan Mylius Thomsen og homohistoriker Kaj Erik Nielsen www.zaurits-bureau.dk

Fotos: Tobias Bach Hansen